Der ligger rigtig meget personligt i navnet "Det Grønne Hus i Haven". Jeg elsker håndarbejde - ALT håndarbejde. Det giver mig kæmpe glæde at kreere ting og sager med mine hænder. Før i tiden var mine yndligssteder forskellige stofforretninger. Men med tiden er jeg blevet meget bevidst om, hvor ekstremt miljøbelastende produktionen af stof og tøj er. Produktionen af tøj står for 10 procent af verdens samlede udledning af CO2. Selv er jeg helt stoppet med at købe nyt tøj til mig selv og resten af familien. Det er et aktivt valg, jeg har truffet. Alligevel synes jeg, som de fleste andre, at det er dejligt at få "nyt" tøj. Nu kommer det bare fra genbrugsbutikker, eller jeg syer noget om, jeg allerede har i skabet.
Nu har jeg valgt at dele min glæde ved "nyt af genbrug" med andre og oprettet en shop hvor mine kreationer kan købes.
Jeg vidste navnet skulle indikere, at det er en bæredygtig (=grøn) shop. Og tilfældigvis hedder jeg Grün (=grøn) til efternavn. Ret indlysende at navnet skulle indeholde grøn. Dernæst har min mand bygget mig det fedeste lille hus i vores have, hvor jeg kan have alle mine redskaber og genbrugsfund. Huset har jeg naturligvis malet grønt. For at det ikke skal være løgn elskede jeg som lille pige serien og bøgerne om "Det lille hus på prærien", det er virkelig rigtigt! Jeg syntes deres kjoler og kyser var så flotte. Med "Det Grønne Hus i Haven" har jeg fået min egen lille romantiske drømmeverden.
Tak fordi du læste med, det betyder uendelig meget for mig.
Helene Grün